Ritual

Danseteatret Next Zone                                     KØB BILLETTER HER

Ritual

Erikstruphallen - Tirsdag d. 10. oktober kl. 19.30 - Varighed: 50 min. uden pause + bonus

En magisk og kraftfuld danseforestilling
- inspireret af Inuit kultur, urban breakdance og arktisk natur

Se trailer her

Ritual er en visuel rejse hvor dans, musik og lys smelter sammen til en unik hybrid om menneskets og naturens urkræfter.
Forestillingen sammenstiller traditionel Inuit kultur og dens forhold til det magiske og besjælede med den rå og urbane hip hop og breakdance kultur.

Disse kulturer har flere ting til fælles: de er begge overlevelses kulturer og begge bruger eller har brugt dansen til at takle konflikter. Mens Inuit kunst tidligere ofte er vokset ud af en drift mod overlevelse i den arktiske vildmark, er hip hop vokset ud af driften mod overlevelse i de mest rå miljøer i Bronx.
Hos Inuitfolket har trommedans i mange år været brugt som retspleje, idet stridigheder mellem to parter har kunnet løses gennem dansen. I breakdance er der battles, hvor fighterånd transformeres til et markant kunstnerisk udtryk.

Resultatet af denne sammensætning er et helt nyt ritualistisk koreografisk sprog som sammen med den nykomponerede musik af bl.a. samplet trommesang og hip hop samt en minimalistisk effektfuld scenografi er blevet til forestillingen Ritual.

Ritual har turnéret i Grønland og har været vist i Det Nordiske Hus i Reykjavik.

Pressen skrev:
”Virtuos og original blanding af Grønland og breakdance. Ritual kan med stor fornøjelse opleves af alle aldersgrupper med interesse for enten det grønlandske særpræg, de nye amerikanske danseformer eller begge dele.” Henrik Lyding, Jyllandsposten

"Uanset om de to på scenens ødemark battler, bygger iglo, går på jagt eller laver shamanisme-magi med hænderne, går dansen som en naturkraft igennem det hele, som en stadig strøm gennem forskellige tilstande." Monna Dithmer, Politiken

”Stramt og helstøbt. Det er Lene Boels nye billedrige duo, Ritual, hvor såvel dansen som Rex Caswells musik og Dorte Thorsens anoraklignende hættekostumer meget fint forener inspiration fra inuit- og hiphopkultur.” Vibeke Wern, Berlingske

Medvirkende: Daniel “Sonic” Rojas, Dany “Nono" Grimah
Idé og koreografi: Lene Boel
Komponist: Rex Casswell
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Kostumer: Dorte Thorsen
Foto: Stuart McIntyre

Forestillingen gennemføres med støtte fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst og Stevns Kommune.

Link til Danseteatret Next Zone