Vedtægter

 


Vedtægter for Stevns Teaterforening

§ 1

Foreningens navn er Stevns Teaterforening

Dens hjemsted er Store Heddinge, Stevns. (Stevns Kommune)

§ 2

Foreningens formål er at administrere teaterlovens bestemmelser vedrørende formidling af turneteater i henhold til gældende lovgivning (pt. bl.a. Bekendtgørelse nr. 365 af 26. april 2006 med senere ændringer.

Foreningen skal fremme teaterinteressen ved at formidle tilskudsberettigede teaterforestillinger til forevisning i hjemkommunen. Dette primære teatertilbud kan suppleres med tilbud om billetformidling til forestillinger, der ikke kan vises i hjemkommunen.

Foreningen kan supplere det lokale teatertilbud med andre kulturelle tilbud for børn og voksne.

Foreningen arbejder for, at der er tidssvarende bygningsfaciliteter for forestillinger, medvirkende og publikum. Foreningen kan samarbejde med andre formidlere af teater.

§ 3

Det tilskud som foreningen modtager ifølge bekendtgørelse herom, bruges til nedsættelse af billetpriser for billetter med medlemsrabat, børne- og ungebilletter samt gruppe- og andre rabatbilletter.

Medlemskab kan tegnes af enhver, der er tilmeldt et folkeregister i Danmark. Et medlemskab kræver køb af mindst 3 billetter til en eller flere forestillinger inden for én sæson for at opnå medlemsrabat. Ved tegning af medlemskab betales et medlemskontingent. Medlemskab kan tegnes uden køb af billetter med medlemsrabat.

Bestyrelsen fastsætter aldersgrænserne for børn/unge og mindstestørrelsen på grupper.

Det skal være muligt at købe løssalgsbilletter til forestillingerne.

Videresalg af billetter til foreningens forestillinger i erhvervsmæssigt øjemed er kun tilladt efter aftale med bestyrelsen.

§ 4

Foreningen oppebærer indtægter ved medlemskontingent, salg af billetter med medlemsrabat, salg til børn/unge og grupper samt salg af løssalgsbilletter. Foreningen har desuden indtægter i form af statslige tilskud.

Foreningen søger tilskud fra hjemkommunen til styrkelse af det lokale teaterliv.

Foreningen kan støttes af andre, f.eks. erhvervslivet og andre kommuner.

Foreningens overskud anvendes udelukkende til foreningens formål.

§ 5

Foreningens bestyrelse består af 8 personer med bredest mulig tilknytning til det lokale miljø. Bestyrelsen kan supplere sig med en repræsentant for hjemkommunen.

Bestyrelsesmedlemmer samt et antal suppleanter for disse vælges af generalforsamlingen.

Bestyrelsen fastsætter antallet af suppleanter.

Valg til bestyrelsen gælder for 2 år. Valg af suppleanter sker hvert år. Genvalg kan finde sted.

§ 6

Bestyrelsen konstituerer sig med formand, kasserer og sekretær og fastsætter om fornødent sin forretningsorden.

Den er beslutningsdygtig, når mindst 5 bestyrelsesmedlemmer deltager.

Beslutningerne træffes ved stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Der tages referat af bestyrelsesmøderne.

Foreningen forpligtes ved formandens underskrift alene eller ved to bestyrelsesmedlemmers underskrift. Bestyrelsen kan meddele prokura. Bestyrelsen kan ansætte lønnet medhjælp.

§ 7

Foreningens regnskabsår forløber fra 1. juli - 30. juni. Bestyrelsen er ansvarlig for publikumsorganisationens midler. Bestyrelsen har ansvar for udarbejdelse af regnskaber og budgetter og disses rettidige indsendelse til de tilskudsgivende myndigheder.

På generalforsamlingen vælges to interne revisorer samt en suppleant for disse.

Regnskabet kontrolleres af de generalforsamlingsvalgte revisorer. Regnskabet revideres tillige af statsautoriseret eller registreret revisor, såfremt blot én offentlig tilskudsgiver kræver det.

§ 8

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Stemmeret på GF har registrerede medlemmer, der har betalt medlemskab for sæsonen, i hvilken generalforsamlingen holdes.

Bestyrelsesmedlemmer, interne revisorer og suppleanter er kontingentfrie, men betragtes som medlemmer.

Afstemninger skal ske mundtligt, medmindre ¼ af de fremmødte medlemmer forlanger skriftlig afstemning.

Alle beslutninger - bortset fra vedtægtsændringer og ophævelse af foreningen - træffes ved simpelt flertal.

§ 9

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden 15. september. Der indkaldes til generalforsamling ved bekendtgørelse i den lokale presse med 14 dages varsel af bestyrelsen, der fastsætter mødested og -tid.

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent

2. Godkendelse af dagsorden

3. Formanden aflægger beretning

4. Regnskab for sidste sæson

5. Fastsættelse af kontingent

6. Indkomne forslag til beslutning a) fra bestyrelsen, b) fra medlemmerne

7. Valg af bestyrelse og suppleanter

8. Valg af interne revisorer og suppleant

9. Eventuelt

Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 8 (eller ¼ af medlemmerne, hvis det samlede antal medlemmer er mindre end 32) medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom. En sådan generalforsamling skal afholdes inden en måned fra begæringens modtagelse.

§ 10

Beslutninger om ændringer i vedtægterne eller om foreningens ophævelse kan kun træffes,når det sker på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum. Vedtagelse skal ske med kvalificeret flertal på mindst 75 % af de fremmødte stemmeberettigede på første generalforsamling. Ved 2. generalforsamling kræves alene simpelt flertal til vedtagelsen af forslaget.

Ved foreningens ophør eller ophævelse, skal dens formue i det hele anvendes i overensstemmelse med foreningens formål, idet fordelingen anvises af den siddende bestyrelse og godkendes af kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune forinden udlodning kan finde sted.

§ 11

Vedtaget 23. oktober 2006 med ændringer af 3. marts 2010, af 29. oktober 2014 samt af 4. oktober 2016

Vedtægterne træder i kraft pr. 4. oktober 2016.

Bestyrelsen

Tilbage til forsiden

TEATERKONCERT

KLINT 2

23. - 26. august 2018
Pyramiden, Boesdal Kalkbrud
KØB BILLETTER NU og vær med til at gøre KLINT 2 mulig