Alt det ingen vil høre om

Karin Michaëlis (1872-1950) gjorde, sagde og skrev om alt det, som man ikke ville høre i hendes levetid.
Og hvem har i dag hørt om hendes liv og værk, der med demokrati i defensiven, Me Too, og Black Lives Matter stadigt er brandaktuelt?

Det var hendes åbne ægteskaber, skilsmisser, løse forbindelser, samtiden korsede sig over. Og så meget desto mere, som hun forsvarede hele molevitten i bøger, som gjorde hende til sin tids internationalt bedst sælgende danske forfatter.

Men det vandt heller ikke gehør i datidens neutrale Danmark, at hun frygtløst kastede sit fulde engagement ind i Første Verdenskrig og dens følger i form af flygtningekriser, fascisme og nyt ragnarok.

Den korte version af hendes vidtspændende politiske aktivisme leverede SS Reichführer Heinrich Himmler, da han i 1936 forbød hendes bøger, fordi de var
”1) individualistiske i den radikale kvindebevægelses ånd, gående ud på at ødelægge ægteskabet og familielivet
2) pacifistiske i overensstemmelse med den internationale klike af litterater Heinrich Mann, Henri Barbusse og Upton Sinclair
3) liberaldemokratiske i overensstemmelse med ”lighed for alt der har et menneskeligt ansigt ” og parallelt dermed, ekstremt jødevenlige.”

Nu får I lejlighed til at høre mere af historien i forestillingen Jagten på det gode menneske, hvor Karin Michaëlis optræder sammen med:

Sin mor: Nielsine Petrine Bech (1839-1932)
Sine søstre: Harriet og Alma
Sine ægtemænd: 1894-1911 gift med forfatter Sophus Michaëlis (1865-1932) og 1912-30 med professor Charles Stangeland (1881-1942)
En elsker: Forfatteren Bela Balazs (1889-1944)
Georg Brandes (1842-1927), frontfigur i Det moderne gennembrud, som Sophus Michaëlis var en del af
Betty Nansen (1873-1943, teaterdirektør, gift med Karin Michaëlis’ forlægger Peter Nansen (1861-1918)
Teaterduoen Helene Weigel (1900-1971) og Bertolt Brecht (1898-1956) – de to mest kendte af den række tyske flygtningen, som Karin Michaëlis gav husly efter den nazistiske magtovertagelse
Shen Te, hovedpersonen i Brechts ”Det gode menneske fra Sezuan”

Anmeldelse:

“Det er Meike Bahnsen, der med sin levendegørelse af Karin Michaëlis, gør “Jagten på det gode menneske” enestående.”

– Fyns Amts Avis

Galleri

Skuespillere: Meike Bahnsen, Josephine Nørring, Anders Budde Christensen og Katinka Bjerregaard
Manus: Julie Maj Jakobsen
Komponist/tekstforfatter: Katinka
Efter idé af Jakob Bjerregaard Engmann
Komponist/arrangør af musikken: Simon Ask
Instruktør: Petra-Leonie Pichler
Scenograf: Rikke Juellund
Dramaturgisk konsulent: Janek Szatkowski
Skrædder: Mona Wickstrøm
Lysdesign: Kim Littau
Lyddesign: Moses Fiellau-Nikolajsen
Forestillingsleder og rekvisitør: Dagmar Louise Klitgaard Johansen