Ø
Lørdag d. 20. januar 2024 kl. 11.00
Snurretoppen
Familieforestilling fra 6 år
Varighed: 55 min.
Lørdag d. 20. januar 2024 kl. 11.00
Snurretoppen
Familieforestilling fra 6 år
Varighed: 55 min.
En sanselig, klassisk koncertforestilling om det særlige og til tider komplekse bånd mellem børnebørn og bedsteforældre, om naturens gang og hverdagens poesi.
Ø handler også om det smukke og vemodige ved at blive ældre og inviterer til samtaler om døden, kærligheden og naturen på tværs af generationer.
Maries farmor har levet længe og set meget. Nu er hun ved at blive blind – en tåge har sneget sig ind i hendes øje. Marie er ved at blive voksen og kæmper for at bevare sin umiddelbare og tætte relation til sin farmor og til deres fælles minder. Violinbuen bruges som fiskestang, guitaren bliver en pagaj, celloen en ko og bassisten er ham der kommer med anemoner og får urene til at gå i stå hos urmageren. Koncertforestillingen Ø er klassisk musik, stærkt skuespil, iørefaldende sange og tankevækkende tekster.
Ø er for alle aldre, men er særligt tiltænkt bedsteforældre og børnebørn til en fælles oplevelse med finurlig dansk lyrik, klassisk musik og masser af fysisk leg og komik.
På scenen omgiver fire klassiske musikere skuespiller Siff Vintersol, der blandt andet har medvirket i den populære teaterkoncert C.V. Jørgensen.
Forestillingens sangtekster er skrevet af Stine Pilgaard, der også har bidraget til manuskriptet. Pilgaard har senest udgivet den anmelderroste og prisvindende roman Meter i sekundet.
“Stille, hør de dødes sang
disse små koncerter
holder takten natten lang
slag fra vores hjerter”
Medvirkende Siff Vintersol og Lydenskab: Louise Gorm – violin, Thea Vesti – guitar, Mads Uldall – bas og Sofia Lind Pedersen – cello.
Instruktør: Rikke Frigast
Dramatiker: Michelle Sondrup
Sangtekster/forfatter: Stine Pilgaard
Komposition: Kristina Holgersen og Lydenskab