KLINT musikteater

Cyklus

Torsdag d. 26. august 2021, kl. 21.00
Stevns Fyrcenter

I samarbejde med JoRD Festival:
Søndag d. 29. august 2021, kl. 21.00
Permatopia i Karise

Naturen er trængt.

CYKLUS er en hyldest til naturens storslåede mangfoldighed og en elegi over klodens tilstand og livets udsathed.

I tekst og musik sættes naturens grokraft, skønhed og foranderlighed på scenen – vilde, flygtige livsformer på oldgamle lag af jord, kalk og sten.

Skuespilleren går, som viseren på et ur, fra svangert mørke gennem liv, der opstår og udvikler sig, til det nedbrydes og dør.             

Som urværket i midten af cirklen udfolder musikeren på slagtøj og strengeinstrumenter dynamikken i livets og naturens processer. Vand, natursten og sang indgår i lyduniverset. der sammen med tekst og lys maler frostklar månenat, jublende solopgang og mylder af liv, solflimmer, fugletræk og glødende skumring. Orkanen hyler og hvirvler et ælte sammen af plastiktrævler og tang og sæberester og døde fisk.

Af dødt fødes nyt…

CYKLUS – et døgn, et år, et liv, en geologisk æra –

CYKLUS er blevet til på baggrund af viden om – og engagement i – menneskehedens rolle i den 6. masseuddøen og bidrag til at fremskynde vores arts undergang.

KLINT musikteater stod bag KLINT 1 + 2 i Pyramiden i Boesdal, Stevns, i 2016 og 2018 med Birgit Løkke og Lene Vestergård som de drivende kunstnere.

KLINT blev nomineret til en Reumert som årets performance.

Cyklus spilles udendørs.
Medbring: klapstole/siddeunderlag
Husk varmt tøj

 

Tekst og iscenesættelse: Lene Vestergård
Komposition: Birgit Løkke
På scenen: Birgit Løkke og Lene Vestergård
Lys: Leif Sinius

Galleri