Baggård Teatret

Jagten på det gode menneske

Onsdag d. 25. nov. 2020, kl. 19.30
Erikstruphallen

Om forfatteren Karin Michaëlis med ny musik af KATINKA.

Jagten på det gode menneske er et episk drama om det 20. århundrede set gennem en stærk kvindeskæbne – forfatteren Karin Michaëlis. En filosofisk søgen efter det gode – også i en farlig tid. Er det muligt at være god i en ond verden?

Katinka Bjerregaard, forsanger i KATINKA har skabt musikken til og medvirker i forestillingen sammen med et stærkt skuespillerhold bestående af Meike Bahnsen, Josephine Nørring og Anders Budde Christensen.

Karin Michaëlis (1872-1950), en fejret og kontroversiel forfatter med over 70 udgivelser bag sig – men så blev hun næsten glemt. Nu har en ny tid fået øjnene op for hendes unikke forfatterskab, hvor modne kvinders seksualitet, fantasien og barnets verden er centrale emner.

Karin Michaëlis liv udfolder sig i lyset af verdensbegivenhederne, og mens hun vokser op som et ungt menneske med stærk skrivetrang, tager en mor i den østrigske by Linz sin søn op i armene. Lille Adolf. Krigen rykker nærmere, og Karin, der har etableret sig om international forfatter, åbner sit hjem på Thurø for en række politiske flygtninge fra Tyskland. Krigen kræver, at alle tager stilling. Kan man lave om på virkeligheden uden at skære sig på løgnen?

Karin Michaëlis blev verdensberømt i sin samtid, men næsten glemt i sit hjemland. Det gør denne musikforestilling nu op med.

Alt det ingen vil høre om: Baggrund om Karin Michaëlis

I samarbejde med Stevns Bibliotekerne inviterer vi til læsekreds, hvor Karin Michaelis liv og værk bliver beskrevet. To onsdage i november, d. 4. og d. 11.
Bestil billetter her.

Links:

Se mere om Karin Michaëlis på DR i  programmerne Øgendahl og de store forfattere og Bo Tao Michaëlis genfortæller “Træet på godt og ondt”.
Og læs om hende på litteratursiden.

Anmeldelser:

“Katinkas sange er absolut så fantastiske, som de også er, når hun optræder i bandet af samme navn.”

– Anne Liisberg, iScene

“Andre vil om nødvendigt kunne fremføre de sange, Katinka har skrevet til forestillingen, men det, der gør hendes tilstedeværelse nødvendig, er autensiteten i hendes krystalkrasse sangstemme og den selvfølgelige tyngde, hun udstråler på en scene.”

– Fyens Stifttidende

“MEN først og fremmest den begavede Meike Bahnsen som Karin Michaëlis, der ene øjeblik den naive, det næste den rasende, så den overstrømmende, så den rørende Karin – kvinden, der vil det hele, og opnår det meste. En flimrende og forunderlig skuespiller-præstation af den karismatiske Meike Bahnsen. “

– Gregers Dirckinck-Holmfeld

GALLERI

Skuespillere: Meike Bahnsen, Josephine Nørring, Anders Budde Christensen og Katinka Bjerregaard
Manus: Julie Maj Jakobsen
Komponist/tekstforfatter: Katinka
Efter idé af Jakob Bjerregaard Engmann
Komponist/arrangør af musikken: Simon Ask
Instruktør: Petra-Leonie Pichler
Scenograf: Rikke Juellund
Dramaturgisk konsulent: Janek Szatkowski
Skrædder: Mona Wickstrøm
Lysdesign: Kim Littau
Lyddesign: Moses Fiellau-Nikolajsen
Forestillingsleder og rekvisitør: Dagmar Louise Klitgaard Johansen