En kort introduktion til DADAisme

Dada!

I 1916 skabte den unge kunstner Marcel Janco et maleri, der forestiller en aften på natklubben ’Cabaret Voltaire’ i Zürich. En gruppe af optrædende med unaturlige skæve kroppe står overfor en fordrukken skare. På scenen overfor er der et banner med ordet DADA.

Dada blev navnet på den revolutionære og kulturelle bevægelse, som først og fremmest ramte Europa for lidt over 100 år siden.

Det var netop på de schweiziske cafeer, at revolutionære forfattere som James Joyce (Ulysses) og komponisten Igor Stravinsky samt kunstnere af enhver slags samledes i krigsårenes Schweiz. De drog til Schweiz eller USA (som forblev neutrale indtil 1917) for at undgå krigen og for at protestere mod det samfund, som havde udløst den. Det var i begyndelsen af 1916, mens tyske og allierede hære lå overfor hinanden i skyttegravene ved Verdun, at dadaismen opstod.

Dadaismen var, ifølge dens talsmand den rumænske digter Tristan Tzara (1886-1963), snarere en anarkistisk nihilistisk og omvæltende sindstilstand end en litterær/kunstnerisk bevægelse. Dadaisterne hånede etablerede værdier, traditionelle opfattelser af god smag i kunsten og litteraturen – kultursymbolerne i et samfund, som efter deres mening var baseret på begær og materialisme og som nu lå for døden. Ordet dada – et nonsens ord fra babysproget – betyder intet og var derfor velegnet til dadaismens natur. Dadaismen fornægtede kunstens værdi- heraf dens kult af antikunst og endte med at fornægte sig selv. Den sande dadaist er imod dadaismen! Dadaisterne fra Zürich var forfattere, digtere og billedkunstnere. Nogle af de mere radikale kunstobjekter var Marchel Duchamps ready-mades, første gang udstillet i New York, hvor han tilbragte de fleste af krigsårene.

Marcel Duchamps ready-mades er dagligdags – og fabriksfremstillede genstande, som omdannes til kunstgenstande, ganske enkelt ved at kunstneren har valgt dem. Duchamp gjorde intet ved dem, bortset fra at præsentere dem for beskueren som kunst. De repræsenterer på mange måder den totale forkastelse og opgøret mod de accepterede kunstneriske regelsæt. Den mest kendte er nok Fontæne (1917) – et industrifremstillet urinal til et offentligt toilet, lagt ned og signeret R.Mutt.

Galleri

På scenen er musikerne, performerne og sangerne Pete Livingstone, Nina Kareis, Troels Hagen Findsen, Amia Miang, Ole Håndsbæk Christensen og Bebe Risenfors.

Iscenesættelse: Nina Kareis

Koreografi: Adelaide Bentzon

Scenografi: Julie Forchhammer

Komponist: Pete Livingstone

Forestillingen spilles på dansk og engelsk.